Hvad er Frej?

Tænketanken Frej er fødevarebranchens forandringsværksted.

De sidste otte år har vi bidraget til, og haft succes med, at få fødevaresektoren til at sætte konkrete klimamål. Vi har været inde i maskinrummet og foreslået incitamentsstrukturer, der giver landmænd merindtjening for bæredygtige indsatser. Vi har sat plantebaserede fødevarer højt på den politiske agenda og hos virksomheder som en indlysende løsning.

Selvom aktørerne i fødevaresystemet er tæt forbundne og afhængige af hinanden, arbejder de ofte isoleret i siloer. Vi tror på, at nøglen til den nødvendige omstilling er samarbejde og systemforandring, som nedbryder disse barrierer. Vi skaber fælles handling i værdikæden, så vi kan udvikle fremtidens grønne fødevaresystem.

 Vision 

Frej arbejder for et nyt grønt fødevaresystem, der respekterer planetens grænser.

Mission 

Frej bygger bro og motiverer til grøn forandring fra mark til måltid hos aktører og mellem generationer.

Frejs mål er, at alle fødevarevirksomheder - fra landmænd til kæmpekoncerner - forandrer sig i respekt for planetens grænser. Og at unge forstår, at de kan skabe forandring, når de ved, hvad det kræver at få fyldt middagstallerkenen uden at lave overtræk på klodens konto.

Frejs opgave er at fremme demokratisk dialog om udfordringer og løsninger mellem aktører i Danmark for at bygge bro mellem forskellige holdninger. Vi skal forblive den udfordrende stemme i en konservativ fødevarebranche. Vi skal være helt på det rene med, hvad unge mener og ved om fødevarebranchen, og vi skal formidle en verden af abstrakte og tekniske fødevaretermer på en engagerende og fremsynet måde.

Strategi 2025-2030

‘Vi vil udfordre fødevaresystemet med vild grøn energi’ er vores 2030-plan, der viser, hvilken forandring, vi kan blive i stand til at skabe over de næste fem år.

Strategien udstikker de sigtelinjer og indsatser, der skal til for at fremtidssikre organisationen og være i stand til varigt at påvirke forandring i fødevaresektoren.
Den bygger videre på otte år med Frej som en central og relevant forandringsagent for et mere bæredygtigt Fødevaredanmark.

Frej ønsker at samle os om de områder, der splitter os mest i forhold til at skabe bæredygtig forandring i madlandskabet.

Læs mere om hvordan i vores nye strategi:

Strategiske indsatsområder

VI NYTÆNKER
Frej skal skabe dialog på tværs af aktører i fødevaresektoren om de største udfordringer og dilemmaer, opsamle de gode løsninger til noget, man kan handle på - og oversætte denne viden og vilde energi til unge, beslutningstagere og omvendt.

VI GROR
Frej skal udvikle sig til en robust organisation for at imødekomme den brændende platform og energi, grøn forandring fortsat kræver.

I Tænketanken Frej forbeholder vi os retten til at blive klogere. Ingen har svaret på alting. Vi skal bruge hinandens forskelligheder og udfordre vores egne perspektiver for på den måde at blive klogere og finde fælles løsninger.

Vi tror på, at fødevarer igen kan være det samlende element i Danmark, som vi er fælles om, ligegyldigt om man har sin daglige gang i en grisestald eller kontorbygning.

Det kan kun lykkes, hvis vi tør mødes, tale sammen og blive klogere på hinanden!
— Marie-Louise, Direktør i Tænketanken Frej

Baggrund

Fra studenterpolitik til tænketank

Frej opstod ud af gnisten fra studenterforeningen Tværfagligt Fødevareforum (Københavns Universitet), der arrangerede debatevents om fødevarepolitiske emner på tværs af studieretninger og kæmpede for, at silotænkningen på de enkelte studier skulle erstattes af bredt samarbejde. Studenterorganisationens tanker om at skabe dialog på tværs af faglighed og holdninger skulle bredes ud til resten af samfundet. Til landmænd, virksomheder, NGO’er, forskere, myndigheder, politikere og ikke mindst unge på tværs af uddannelser og landsdele.

Det var på den baggrund, at fire unge kvinder, Marianne Petersen, Charlotte Clausen, Iben Krog Rasmussen og Marie-Louise Boisen Lendal, etablerede Tænketanken Frej, hvis output ikke – som navnet antyder – skulle være tunge analyser og politiske anbefalinger, men dialog, vidensudbredelse og samarbejde. 

I dag udgøres Frej af mere 40 frivillige og et sekretariat på 18 ansatte, en bestyrelse, et advisory board og et partnernetværk med mere end 60 partnere for bæredygtig handling.

Hvor kommer navnet ‘Frej’ fra?

I Nordisk mytologi er ‘Frej’ eller ‘Freyr’ guden for afgrøder, frugtbarhed, velstand og fred. Da vi i Tænketanken Frej beskæftiger os med landbrug og fødevareproduktion, passer navnet til vores fokus.

Til højre kan man se en bronzefigur, som menes at forestille Frej. Som gud for frugtbarhed er Frej ofte afbilledet med erigeret fallos, hvilket begrunder tolkningen af statuetten som værende Frej.